Bragt i magasinet OPUS som en del af et tema om politiske biografier.

Danskerne skulle stemme ja
”Alt har sin pris” er dels Marianne Jelveds beretning om sit liv og sin karriere og dels hendes visioner om Danmarks rolle i det nye Europa. Bogen blev udgivet i 1999, da hun var økonomiminister. Det var året, inden vi skulle stemme ja eller nej til euroen.

Tekst: Max Jørgensen
Foto: Pressefoto

Hvorfor valgte du at skrive bogen?

Jeg havde længe haft lyst til at skrive en længere historie om velfærdsstaten. Og 10-året for murens fald var en oplagt anledning til at skrive en bog, der skulle forklare alle danskere, hvorfor jeg er en varm tilhænger af EU og euroen, og hvorfor jeg synes, vi skulle tage frisk og frejdigt imod det europæiske samarbejde.

Når jeg rejser rundt i landet og holder foredrag, bruger jeg ofte historier fra mit liv til at illustrere nogle af mine pointer med. Mange af de oplevelser ville jeg gerne sætte på tryk, fordi jeg kunne mærke, at de fungerede ude i forsamlingshusene.

Efter et foredrag var der en medieperson, der opfordrede mig til at skrive historierne ned og udgive dem. Det tænkte jeg lidt over, og henvendte mig derefter til Aschehoug, som sjovt nok var på vej til at spørge mig, om jeg ikke ville skrive et eller andet. Så på den måde blev bogen til.

Du fortæller nogle meget personlige ting fra dit liv, hvorfor?

Jeg valgte at bruge mit liv som en gennemgående linie, hvor jeg så hægtede ting på undervejs. Når jeg begynder med min barndom, så er det for at fortælle, at man kan meget både som menneske og som folk, og at det kan lade sig gøre at lave om på verden. Min egen udvikling fra den ekstremt generte pige til minister. Skolelæreren fra Jyllinge, en folkevalgt dansker, grebet ud af middelklassen, der rejser rundt i verden, og er med til at præge den.

Folk kan bedre forstå, hvad jeg mener, hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv og de personer og begivenheder, som har gjort indtryk på mig. De får et billede af menneskene bag de kendte politikere. Det bliver mere troværdigt, når der kommer kød og blod på. I stedet for lange tekniske forklaringer om, hvordan en traktat er skruet sammen.

Er bogen ikke bare en politisk iscenesættelse for EU-tilhængeren Marianne Jelved?

Jeg giver dig ret i, at erindringer er en beskrivelse, af det billede man gerne ser af sig selv. Det kan man aldrig komme uden om, uanset om du så tager Anne Louise Heibergs erindringer. Det vil altid være et tilrettelagt udsnit af virkeligheden, men det er jo ikke mindre sandt af den grund. Det jeg har valgt ud, er de eksempler, der viser, at man kan ændre verden. Hvordan Danmark har forandret sig igennem de seneste 100 år. Hvor forskellig min far og mors opvækstvilkår var fra vores børns opvækst.

Jeg forsøger at skabe en bevidsthed hos læseren om, at Danmark er blevet forandret, og at der er nogle, der har kæmpet, for at gøre det samfund vi bor i til et langt bedre samfund. For at give os selv lidt mere selvtillid og gå fremtiden i møde med større entusiasme og tro på, at vi kan forandre. Jeg ved ikke hvilken vinkel, jeg ellers skulle have valgt.

Bogen er ikke på nogen måde en politisk erindringsbog, der er f.eks. ikke noget om forhandlingerne eller samarbejdet med Socialdemo-kraterne, som man kan forvente i politiske erindringer, apropos Lykketofts.

Hvad skal læserne bruge din bog til?

Alle de mennesker, der har læst den, har oplevet den som positiv, og jeg får stadigvæk reaktioner på den. Der er mange på min egen alder, som nikker genkendende til hele tidsbilledet. De får sat ord på det, der også har været deres liv, deres historie. Jeg oplever også, at folk bedre kan acceptere eller i det mindste forstå, hvorfor jeg tror på det europæiske samarbejde. Og det var jo egentlig det, der var hensigten med hele bogen. At få danskerne til at sige ja til EU og euroen.

Er du tilfreds med bogen?

Jeg sendte manuskriptet til min gamle rektor, Tage Kampmann. Han rettede nogle sprogfejl og skrev tilbage, ”Dit problem er, at du vil for meget på én gang”. Det kan jeg godt se, at han har ret i, for det er ikke en ren erindringsbog, en ren biografi. Den har flere forskellige genrer i sig, det er dens svaghed.

Det er tydeligt, at de tre første kapitler er bedst gennemarbejdet, og det er formentlig tit fejlen, at man bruger mest tid i starten, og derfor kommer for tæt på deadline med de sidste kapitler. Hvis jeg havde formået at lave alle kapitlerne sprogligt lige så sammenhængende og gode, som de tre første, ville bogen måske have haft større gennemslagskraft.

Så havde vi måske stemt ja til euroen?

Ha, ha – næh, det tror jeg nu ikke.

Er du stolt over den måde, dit liv har formet sig på?

Det er ikke så meget stolthed, det er mere forundring over, at det har kunnet lade sig gøre. Hvad demokrati egentlig er for noget. Jeg går ikke rundt og føler mig stolt. Det har kostet enormt meget slid. Mit liv har været drevet af nysgerrighed, ambitioner og tro på, at det kan nytte noget.

Men jeg synes, at bogen er en slags ”eventyrlig” fortælling. Det er jo trods alt de færreste folkeskolelærere, der ender med at sidde til bords med Jeltsin.

Citat fra bogen:

”Da jeg kørte hjem denne mørke decemberaften løb tårerne mig ned ad kinderne, mens jeg gentog for mig selv igen og igen: ”Du bliver aldrig professionel!” Da jeg nåede til Veksø, bed jeg tænderne sammen, tørrede kinderne og tænkte: ”Nej, heldigvis.” Politikere er netop ikke professionelle. Det er vælgere, der er blevet valgt.”

(Marianne Jelved efter hun har været nødt til at forlade en hyggelig familiefest for at deltage i et ubehageligt stormøde om seminarienedlæggelser.)