Bragt i Kristeligt Dagblad

Ingen sagde undskyld
Gary Wayne Drinkard glemmer aldrig fredag den 25. maj 2001. Det var den dag, han blev en fri mand efter at have siddet fem år på Alabamas berygtede dødsgang i Holman Prison. Dømt for et mord, han ikke havde begået.

Tekst: Max Jørgensen
Foto: Mikkel Errboe

- Jeg græd som et lille barn, da jeg fik afgørelsen. Jeg var i ekstase. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud. Ud at se solen og mærke vindens susen, ud at se mine to børn.

Gary Drinkard læner sin to meter lange krop tilbage i sofaen i sit hjem nær Athens i det nordlige Alabama. Han tager kasketten af og klør sig i håret.

Det værste var at være væk fra børnene
- Årene i fængslet havde langsomt fjernet mine børn fra mig. De var seks og ni år, da jeg blev fængslet, og jeg så dem kun et par gange om måneden, mens jeg sad inde. Derfor var jeg bange for, at de ville behandle mig som en fremmed. Men da jeg trådte ud af fængslet, omfavnede de mig, og jeg knugede dem ind til mig. Sådan stod vi i lang tid og bare græd sammen.

En høj pris at betale
Garys mørke, venlige øjne bliver fugtige ved tanken om den dag, han fik livet tilbage. Men de fryser til is, når han fortæller om myndighedernes reaktion på sin frifindelse.
- Der var ingen, der sagde undskyld til mig. Undskyld for de år, de havde revet ud af mit liv. Da jeg blev fængslet, måtte min kone sælge huset og vores jord for at få råd til at forsørge børnene. Senere blev vi skilt, hun kunne ikke leve med at have sin mand på dødsgangen. Alle mine venner var også væk. Jeg synes, det er en høj pris at betale.

Han fisker en krøllet pakke Marlboro op af skjortelommen, tænder en smøg og betragter eftertænksomt den sparsomt møblerede stue i hjemmet, der kun med god vilje kan kaldes et hus.

Den rå beton kan ses flere steder gennem gulvtæppet. Møblerne er falmede og trætte. Køkkenet er et lille bord og et gasblus, soveværelset består af en enkelt madras, og på badeværelset er der ikke plads til de store armbevægelser.

Men her er rent og ryddeligt. Toiletkummen og håndvasken skinner. Der dufter af shampoo og aftershave. En stor kontrast til resten af huset, hvor tobaksrøgen dominerer. En ventilator under loftet i stuen sætter den steghede eftermiddagsluft i bevægelse og gør ophold indendørs nogenlunde tåleligt.

Mareridtet begynder
Garys øjne dvæler et øjeblik ved det tændte fjernsyn, hvor Humprey Bogart er oppe at slås i sort/hvid og uden lyd. Blikket fortsætter langs det afskallede tapet og standser ved skænken, hvor de indrammede billeder af hans børn Kevin og Elena, har fået hæderspladsen. Stilheden i rummet bliver kun brudt af ventilatorens roterende blade og Garys dybe hvæs af cigaretten.

Han tager en slurk cola, rømmer sig og begynder at fortælle om den varme augustaften i 1993, da hans personlige mareridt begyndte.

- Jeg var sygemeldt. Havde været hjemme hele dagen. Jeg var ikke i stand til at bevæge mig ret langt ad gangen, og jeg tilbragte det meste af dagen og aftenen på terrassen og foran fjernsynet. Omkring midnat gik mig og konen i seng, ungerne sov forlængst.

En ond plan
Hvad han ikke vidste var, at hans halvsøster Beverly og hendes mand Rex på samme tid var i fuld gang med at føre en ondsindet plan ud i livet. En plan, der udelukkende havde til formål at bringe Gary i fedtefadet.

Beverly og Gary var blevet uvenner, og da hun hørte i radioen, at en skrothandler i nabobyen Decatur var blevet myrdet tidligere på aftenen, fik hun en idé. Hun ringede til politiet og fortalte, at Gary havde pralet med, at det var ham, der havde myrdet skrothandleren.

Politiet bed på med det samme. Garys straffeattest var nemlig ikke pletfri. Han havde siddet to år i fængsel i Nebraska for røveri. Men for at give politiet en undskyldning for at anholde Gary, fortalte Beverly, at han gemte marihuana i sit værksted.

Politiet smadrede døren
- Ha, det var hende selv, der havde solgt mig skidtet et par dage tidligere. Og resten var løgn, hun var kun ude på at hævne sig, fordi jeg ikke ville låne hende og hendes idiot af en mand penge til narko, brummer han og fortsætter sin rystende historie.

- Politiet kom, mens vi sov. Fuldstændig som man ser i fjernsynet, med masker og trukne våben. De smadrede døren, trængte ind i mit soveværelse og smed mig og min kone ned på gulvet. Med et knæ i ryggen og en pistol i nakken fik vi håndjern på. De hentede børnene og gennede dem ind i soveværelset til os. Min søn fik et blåt mærke, fordi politiet trykkede en pistol mod hans kind. Derefter gik de direkte ud i værkstedet og hentede ”græsset”.

Anklaget for mord
Gary blev anholdt for besiddelse af marihuana, men den efterfølgende afhøring på politistationen drejede sig overraskende kun om mordet på skrothandleren.

- De blev ved med at spørge mig om mordet, og jeg sagde til dem, at mens de spurgte mig, kunne den rigtige morder nå at flygte langt væk. De ignorerede mig, og løslod mig først efter et flere timer langt forhør. To dage senere, mens mig og konen var på vej hjem efter at have afleveret børnene i skole, kom de igen. Vi kørte på en bro, da de afspærrede begge ender og sendte et 15-mands team med maskinpistoler ind på broen for at anholde os. En helikopter dirigerede slagets gang fra luften. De hev mig ud af bilen og ned på jorden. Jeg var ved at dø af skræk.

Dårlig advokathjælp
Han skærer en grimasse og tænder en ny cigaret.
- Igen afhørte de mig om mordet, men denne gang fik jeg lov til at have en advokat med. Han sagde, jeg bare skulle tage det roligt, fordi politiet ikke havde noget som helst på mig. Og dum som jeg var, troede jeg på ham.

Gary blev sigtet for mord, og hans retssag var et foruroligende eksempel på dårlig sagsbehandling. Han blev forsvaret af tre uengagerede advokater, der ikke gjorde noget som helst for at styrke hans alibi. De undlod at indkalde tre vidner, som havde set ham på mordaftenen.

Advokaterne brugte ikke lægeerklæringen, der kunne bekræfte, at Gary ikke ville have været i stand til at begå forbrydelsen på grund af sin dårlige ryg. De stillede ikke kritiske spørgsmål til Beverly, der påstod, at Gary havde indrømmet mordet over for hende. Han blev alene dømt for mordet på grund af sin kriminelle fortid og vidneudsagnene fra sin halvsøster og hendes mand. Dommen var den værst tænkelige. Henrettelse i Alabamas elektriske stol.

I syden dræber de hurtigt
Den 29. september 1995 blev Gary Drinkard overført til Holman Prisons dødsgang. Den endelige dato for henrettelsen var endnu ikke fastlagt, men fremtiden så håbløs ud.

- Her i syden dræber de dig hurtigt, hvis du ikke kan bevise din uskyld. Jeg havde ingen forestilling om, at jeg kunne undgå den elektriske stol. Et eller andet sted var der måske et lille håb, men jeg ville ikke tænke på det. Jeg ville ikke narre mig selv. Jeg var begyndt at dø indvendig.

Et slaveskib af beton
Han smager lidt på den næste sætning.
- Holman Prison er det laveste sted, du kan ende i denne stat. Fængslet minder om et slaveskib med fanger stuvet sammen som sardiner på dåse. Knivstikkeri, voldtægt og grove overfald hører til dagens orden. Men heldigvis havde vi eneceller på dødsgangen, så vi kunne få en smule privatliv. Det var rart med et sted at flygte hen, når forholdene blev for barske, og her kunne jeg også græde i fred og ro, når jeg tænkte på mine børn. Savnet af dem var det værste.

Gary holder en pause. En slurk cola og endnu en Marlboro får bragt følelserne lidt under kontrol.

En stemning af smerte og død
- Jeg siger ikke, dødsgangen var et rart sted at være. Det var fem års uafbrudt traume og en trykkende stemning af smerte og død overalt. Men man vænner sig til det. Man indretter sig. Tager en dag ad gangen. Nogle af vagterne var flinke, andre var utroligt sadistiske og gjorde alt, hvad de kunne for at gøre livet surt for os.

Men jeg fik venner i fængslet. Rigtigt gode venner endda, og vi holdt sammen mod vagterne og bødlerne. Desværre måtte jeg også sige farvel nogle gode venner. Jeg oplevede syv-otte henrettelser, mens jeg sad inde. Min bedste ven David blev dræbt i den elektriske stol. Det var hårdt.

Skrev breve til pennevenner
For at få de lange dage i fængslet til at gå skrev Gary breve til pennevenner fra Sverige, Tyskland og Australien. Han så masser af fjernsyn, og lånte bøger i fængslets bibliotek, hvor han slugte det sparsomme udvalg af litteratur. Bibelen blev læst fra ende til anden.

- Man bliver nødt til at tænke på noget andet end den elektriske stol for enden af gangen. Og i Bibelen var der nogle linier, som jeg fandt trøst i. Jeg vil ikke sige, at jeg blev en meget kristen mand. Men jeg blev mere og mere overbevist om, at Gud nok skulle holde sin hånd over mig. Han vidste hele tiden, at jeg var uskyldig.

Sagen bliver genoptaget
Det var også på biblioteket at Gary læste om det amerikanske retssystem og om de appelmuligheder, som alle dødsfanger har. Via sin nye beskikkede advokat kontaktede han Southern Center for Human Rights i Atlanta og bad om hjælp. Centrets leder Stephen Bright satte en advokat og to detektiver på sagen.

I løbet af nogle måneder lykkedes det for advokaterne og detektiverne at finde så mange belastende eksempler fra Garys første retssag, at han i sommeren 2000 blev flyttet væk fra dødsgangen til et almindeligt fængsel. Her skulle han vente, indtil hans sag blev genoptaget.

Vidnede mod sin mor
Da appelsagen kom for Alabamas Højesteret i maj 2001 indkaldte forsvaret de tre vidner, der kunne bekræfte, at Gary havde været hjemme på mordtidspunktet. Og advokaterne spillede et vigtigt trumfkort ud, da de indkaldte halvsøsterens voksne søn som vidne. Han kaldte sin mor for narkoman og lystløgner og sagde, at han aldrig ville stole hende over en dørtærskel.

Der blev i det hele taget sået grundig tvivl om rettens håndtering af den første retssag, og argumenterne var stærke nok til at overbevise dommeren og de 12 nævninge om Garys uskyld. Anklagerens krav om fortsat dødsstraf blev afvist. Gary kunne forlade fængslet som en fri mand.

Arbejder igen som tømrer
Nu, halvandet år efter, er han så småt ved at komme på fode igen. Southern Center for Human Rights skaffede ham et sted at bo og forsynede ham med værktøj, så han kunne genoptage sit gamle arbejde som tømrer. Han ser sine børn så ofte, det er muligt, og han har genoptaget kontakten med et par af sine gamle venner, der af og til kigger forbi huset i Athens.

- De ved, jeg aldrig myrdede den mand. Men selv om jeg har rettens ord for, at jeg er uskyldig, er der alligevel nogle, der stadigvæk tvivler. Det nager mig naturligvis, men de holder sig fra mig, og jeg gider ikke have noget med dem at gøre, konstaterer han knastørt.

Dødsstraf er statens hævn
Hvis man spørger Gary om hans holdning til dødsstraf, inden han blev dømt for mord, svarer han uden tøven.

- Jeg var tilhænger, ingen tvivl om det. Nu er jeg blevet klogere. Jeg tror ikke, det hjælper noget at henrette forbrydere. Dødsstraf virker ikke mere afskrækkende end et helt liv bag tremmer. Det er udelukkende et spørgsmål om statens hævn. De millioner af dollars, der hvert år bliver brugt på appeller og retsager, der må gå om, kunne bruges mere fornuftigt. Invester pengene i uddannelse til de dårligst stillede børn og unge i stedet for.

Noget af det første Gary gjorde, da han kom ud af fængslet var at melde sig ind i ”Project Hope”, en organisation, der kæmper imod dødsstraf. Og nu bruger han en stor del af sin fritid på at holde foredrag på skoler og gymnasier.

- Jeg fortæller de unge om mine oplevelser med retssystemet. Jeg spørger dem, om de synes, det er rimeligt, at der sidder uskyldige på dødsgangene, og om de er villige til at acceptere, at USA henretter uskyldige mennesker. Jeg kan mærke, at mine ord gør indtryk, og mit håb er, at de unge overvejer deres syn på dødsstraf en ekstra gang.

Ingen erstatning
Gary har intet håb om at få udbetalt erstatning for uberettiget fængsling. I Alabama skal man selv stille med den rigtige gerningsmand eller kunne bevise, at man er uskyldig ved hjælp af en DNA-test. Ingen af delene kan lade sig gøre i Garys tilfælde.

- Myndighederne mener åbenbart, jeg skal være lykkelig for at være sluppet ud fra dødsgangen i live. Staten blev fuppet af et par løgnagtige junkier, men den har aldrig givet mig en regulær undskyldning, fnyser han og giver udtryk for den voldsomme vrede, der brænder inden i.

En vrede, der er rettet mod staten, retssystemet og især mod Beverly og Rex, der angav ham. De er blevet skilt og flygtede fra Alabama, da Gary blev løsladt fra fængslet. Den tidligere svoger rejste vestpå til Arkansas, mens halvsøsteren flyttede til Florida.

- Jeg har fået nogle bekendte dernede til at antyde over for hende, at de har set mig i nabolaget. Jeg skal nok sørge for, at hun bliver nødt til at kigge sig over skulderen resten af livet, lover han med et listigt smil i det solbrændte ansigt.