Bragt i Horsens Folkeblad

Skæve dage i Horsens
1968 - nogle rynker foragteligt på næsen, mens andre får drømmende øjne. Syremusik, Vietnam demonstrationer, blomster, langt hår og trompetbukser. Peace, love and harmony.

Tekst: Max Jørgensen
Foto: Søren E. Alwan

Ungdomsoprøret i tresserne rokkede ved mange ting. De unge gjorde op med "giro 413-hverdagen" og gav forældregenerationen nogle ordentlige gok i den borgerlige nød.

Bent Bruun Pedersen er en "gammel" Horsens-dreng på 50 år. En ægte 68'er. Han oplevede ungdomsoprøret fra første parket og fortæller gerne om dengang, "blomster var symboler på de samme ting, som bomber er i dag".

For at hjælpe hans hukommelse lidt på vej under interviewet, spiller jeg nogle sange med de gamle 60'er-ikoner for ham. Og det virker. Vi er tilbage i 1966. Bent Bruun Pedersen er 17 år, han er lige kommet i lære som elektriker. Og han keder sig.

"Al den pænhed er som kloroform
Kedsomheden er enorm
Men protesten ender som en storm
I det store stygge storkespringvand"

- Det var trist at være ung i Horsens i begyndelsen af 60'erne. Jeg husker med gru den stilhed, der var om søndagen. Det var forfærdeligt. Alt lå stille, der skete ikke en skid. Horsens var flad!

Men så kom de nye tider til Horsens. Dylan, Beatles og Stones gav Gustav Winkler og Dario Campeotto kam til pomadehåret.

- Musikken satte gang i noget. Jeg forstod ikke altid, hvad teksterne handlede om, men musikken udsendte nogle signaler. Noget var i gære. Så jeg gjorde op med traditionerne. Den kvælende ensformighed. Vi skulle være så pæne og høflige. Kursen var lagt for os, så vi kunne blive gode kopier af vores forældre. Men jeg orkede det ikke. Jeg meldte mig endda ud af Folkekirken. Det var drastisk.

- Jeg satte mine forældre stolen for døren og forlangte selv at bestemme alt. Hvad jeg lavede, hvor jeg gik hen, og hvornår jeg kom hjem. Det var nyt for dem, men de tog det underligt nok pænt.

"Hallo - hallo, drej 0-0-0 for hjælp
Undskyld, at jeg hakker sådan i'et
Det skyldes al min frygt for politiet"

Håret fik lov at gro og et spirende "Che Guevara-skæg" så dagens lys. Gamle cowboybukser, militærjakke og langt hår fik nogle horsensianere til at se rødt i mere end én forstand.

- Mine forældre og min mester var ikke vilde med min nye stil. Men jeg passede mit arbejde, så der var ikke noget at komme efter. Jeg pjækkede kun én gang. Det var da Jimi Hendrix spillede på Fehmern-festivalen i 1970. Det måtte jeg se.

Heller ikke politiet var begejstret for de usoignerede hippier. En sommerhustur til Søndervig sammen med en kammerat i en bulet 2CV endte med en anholdelse.

De to kammerater blev forvekslet med nogle checkfalsknere, der var på spil i Ringkøbing. Men politiet fandt ud af, at de to ikke havde noget med sagen at gøre og måtte modvilligt løslade dem igen.

- Det var helt klart på grund af vores udseende, at vi blev anholdt. Og da politiet oven i købet fandt Søren Kierkegaards "Frygt og Bæven" i vores bagage, var sagen klar. Det måtte være os, de fattede ikke en skid af, hvad vi stod for.

"Jeg står op om morgenen og går hen på mit job
Jeg laver noget, og jeg får min løn
Men det jeg laver, er mere værd, end det jeg får
Hvordan sku' nogen mennesker ellers blive rige
Uden at lave noget"

Sammen med det lange hår groede også en politisk bevidsthed frem. Bent Bruun Pedersen var overbevist om, at der var noget galt med samfundet. Og det var op til den nye generation at ændre på tingenes stilstand.

- Jeg bevægede mig langt ud på venstrefløjen. Jeg gik ind for en ikke-voldelig omvæltning af det bestående. Der var for mange skævheder. De svageste skulle løftes. Derfor læste jeg mange bøger. Jeg var overbevist om, at jeg kunne læse mig til sandheden.

- Marx' teori om merværdi var så dejlig firkantet. Jeg anså det som min opgave at forklare de borgerlige, hvordan verden hang sammen, og hvordan skævhederne kunne rettes op. De unge krævede forandringer, og vi gjorde det ved at stå sammen.

"Oppe i træet sidder sgu' jeg
Og jeg er langt, langt væk
Midt i et landskab af lyde og smukt
Og jeg er langt, langt væk
Om jeg ka' li det
Mand, jeg er syg"

Musikken var en stor del af ungdomsoprøret. Alle ville spille, og der blev dannet en del grupper, der forsøgte at efterligne de store idoler fra udlandet. Bent Bruun Pedersen forsøgte sig også som en lokal udgave af Mick Jagger i en kælder på Sundvej. Men det blev en kort karriere.

- Jeg skulle synge Stones' "Little Red Rooster". Det lød åbenbart ikke særlig godt, for jeg blev smidt ud af orkestret. Men musikken betød meget for mig. Hendrix, Dylan og den sorte bluesmusik. Rolling Stones var jeg vild med. De var langhårede, ubehøvlede og symboliserede alt det, mine forældre ikke kunne lide. Det kunne jeg bruge til noget.

Aftener og weekender blev brugt sammen med kammeraterne på små kamre eller på nogle af byens værtshuse. Her drak de øl, hørte musik og diskuterede det nye samfund, de var i færd med at skabe.

- Jeg røg også hash og marihuana, men det blev ved det for mit vedkommende, heldigvis. Jeg så en del sølle stakler forsumpe, især da jeg senere rejste til Østen.

"Itsi Bitsi, tag med mig til Nepal
Asfalten er lavet af rågummisåler
Tag dine sko af, for vejen tåler
Kun din bare tæer, kys dine skarabæer"

Hippiernes drøm om en ny og bedre verden fik nogle alvorlige ridser i lakken i slutningen af 60'erne, og filmen knækkede for alvor i 1969 ved Altamont Festivalen i Californien, hvor Hells Angels myrdede en ung sort mand under en Rolling Stones koncert.

Tusindvis af hippier rejste mod det fjerne østen for at finde sig selv og en ny mening med tilværelsen. Bent Bruun Pedersen og en kammerat fulgte Eik Skaløe og Steppeulvenes opfordring og drog mod det lille kongedømme Nepal. De rejste gennem Tyrkiet og Afghanistan, men endestationen blev Indien, måske fordi landet stod ligeså højt som Nepal på listen over fede rejsemål.

- Jeg kan ikke forklare, hvad det var det tiltalte mig. Det var ikke stofferne, jeg stoppede faktisk med at ryge hash på turen, og havde ikke lyst til at prøve hårde stoffer, da jeg så alle dem, der forsumpede derovre. Det var heller ikke religionen, jeg var jo overbevist socialist.

- Måske var det mystikken. Jeg ville så gerne se Taj Mahal og Himalaya, men jeg fik et chok, da jeg så fattigdommen i landet. Jeg blev mere og mere overbevist om, at revolution var det rigtige vej. Hippiedrømmen var muligvis død, men verden skulle forbedres. Jeg havde set lyset, nu gjaldt det om at få de andre til at se det.

"Come mothers and fathers throughout the land
Don't criticize what you can't understand
Your sons and your daughters are beyond your command
Your old road is rapidly aging
For the times they are a-changing"

Musikken slutter. Bent Bruun Pedersen kigger eftertænksomt ud af vinduet.

- Det var da en fantastisk tid. Den indstilling jeg havde dengang, savner jeg hos nutidens unge. Hvorfor gør de ikke oprør mod os, der sidder på flæsket? Det kan godt være, jeg var lidt naiv. Men jeg troede på en sag. Jeg var engageret.

Efter Indien-rejsen begyndte han at læse HF og tog senere en lærereksamen. I 1995 blev han afdelingsleder på Horsens Tekniske Skole. Politisk vandrede han væk fra venstrefløjen og revolutionstankerne blev for alvor lagt på hylden, da østregimerne krakelerede og Muren faldt.

Men tresserne er ikke helt glemt. Musikken fra dengang bliver stadig dyrket med stor lidenskab, og Bent Bruun Pedersen er konstant på jagt i byens pladebutikker efter cd-udgaverne af de gamle vinylskiver, og selvfølgelig var han også på plads, da det største ikon af dem alle, Bob Dylan gav en intim koncert i Horsens.

- Jeg var nummer fire i billetkøen. Dylan måtte jeg se. Han har en stor del af æren for, at min ungdom blev så dejlig, som den blev.

Citaterne:

• Storkespringvandet - (Cæsar, Thøger Olesen 1965)
• Sang om merværdi - (Benny Holst, Arne Würgler 1970)
• Oppe i træet - (Young Flowers 1968)
• Itsi Bitsi - (Eik Skaløe, Stig Møller 1967)
• The times they are a-changing - (Bob Dylan 1964)

Til toppen